Det var 19-årige Mille Heskjærs første kommentar, da Lif besøgte hende for at tage pulsen på unges holdning til ulighed i sundhed. Hvad er ulighed, hvem har egentlig ansvaret for at gøre noget ved den, og er det overhovedet noget, de unge går op i? Det er nogle af de spørgsmål, Mille har svaret på.

»Hejsa«, siger den friske, rødhårede pige, der åbner døren og byder velkommen til den hyggelige lejlighed i Roskilde. Det er Mille Heskjær, 19 år og studerende på VUC. Efter i en lang periode, hvor hun selv havde det dårligt på grund af et psykisk problem, bruger Mille nu meget af tiden ved siden af studiet på at hjælpe andre unge med psykiske problemer.

Unge kender godt til ulighed
»Jeg vidste godt, at det ikke var alting, der var, som det skulle være, men jeg vidste ikke, at forskellene var så store,« siger Mille, der blev overrasket, da hun faldt over hjemmesiden ulige.dk og læste en artikel om, hvordan der er store regionale forskelle på den medicin, patienter har adgang til. »Jeg kendte også selv én, der oplevede, at hans postnummer bestemte, om han kunne få den rigtige hjælp eller ej. Han boede simpelthen det forkerte sted, så han kunne ikke få den behandling, der måske kunne have reddet ham fra kræften,« siger Mille.

»Det er heller ikke okay,« mener hun, »at dem, der får mest tilskud til medicin, er de rige og veluddannede, bare fordi de bedre ved, hvad de har ret til og kan sætte sig igennem over for systemet end dem, der måske har meget mere brug for hjælpen.«  

Netop evnen til at sætte sig ind i, hvilke rettigheder man har samt overskuddet til at sætte sig igennem over for sundhedsvæsenet, er noget af det, der skaber en større ulighed i sundhed. Undersøgelser viser for eksempel, at enkelttilskud til medicin samt nyere og bedre medicin i højere grad modtages af højtuddannede i forhold til folk med kortere eller ingen uddannelse.

Det er noget, Mille godt kan nikke genkendende til. »Jeg har selv oplevet, at det nogle gange kan være nødvendigt at være ret velforberedt, når man går til lægen, for ikke at blive affærdiget. På et tidspunkt gik jeg selv hjem og læste om mine symptomer, fordi min læge ikke lige havde nogen forklaring og derfor ikke mente, jeg havde et problem,« konstaterer Mille.

Mille, der selv har kæmpet med et psykisk problem og nu er rådgiver for andre unge i samme situation, fortæller samtidig, at det ofte er et stort problem for netop unge med psykiske problemer. »Man står virkelig meget alene, og det er tit svært at overbevise lægen om, at man har et reelt problem og har brug for hjælp,« siger hun. Mille anerkender, at der nok er andre unge, der ikke har fået den samme hjælp som hende, fordi de ikke har haft det samme overskud, som hun oplevede at have på trods af sit problem.

Forskelle giver lighed
Et af de emner, der fylder i ulighedsdebatten er, hvor vigtigt det er at tage højde for danskernes forskellighed. Lif spurgte Mille, om det er i orden, at behandle alle folk ens uanset deres baggrund.

»Nej, det synes jeg ikke, det er,« svarer hun og fortsætter: »Vi er jo alle sammen forskellige og har forskellige behov for hjælp. Vi ved ikke lige meget og har ikke lige nemt ved at forstå læge-sprog. Det er de svageste, der skal have mest hjælp. De skal nok også hjælpes på en anden måde end advokatfruen fra Hellerup.«

»Vi har alle sammen et ansvar«
Mille er ikke i tvivl om, hvem der har ansvaret for danskernes sundhed. »Det er i høj grad dit eget ansvar at leve sundt,« siger Mille og fortsætter: »men det er i lige så høj grad statens ansvar at give os alle de bedste muligheder for at gøre det og hjælpe os til det.«

»Det er for eksempel helt okay med rygepolitikken. Nogle af mine venner er rigtigt glade for den, fordi den hjælper dem med at skære ned på smøgerne. De er faktisk ret glade for, at nogen tager lidt ansvar for dem på det punkt,« fortæller Mille, der ikke har nogen problemer med, at staten blander sig lidt for at gøre danskerne sundere.

»Jeg tror også, at hvis man gjorde frugt og sunde ting billigere og usund mad og slik lidt dyrere, så ville flere af os leve lidt sundere. Jeg kan ikke forstå, at dem inde på Christiansborg ikke tror på, det vil virke,« konkluderer Mille.

Mille står dog fast på, at vi ikke kan fralægge os ansvaret for vores egen sundhed. »I sidste ende vil det jo altid være vores eget ansvar at tage de rigtige valg, men derfor kan man jo godt blive hjulpet lidt på vej. Vi vil nok hele tiden have brug for, at nogen tager sig af os og hjælper os, men staten er omvendt også afhængig af, at vi selv beslutter at tage i mod hjælpen.«

Debat er en nødvendighed
Det er dog ikke alle, der er lige glade for statslig indblanding i vores sundhedsadfærd, mener Mille. For eksempel mener hun, at mange unge vil synes, at det er deres ret at ryge og drikke, som det passer dem, på trods af almen viden om, at det er sundhedsskadeligt.

»Det skal vi da nok selv bestemme,« imiterer hun sin ungdomsgenerations holdning og fortsætter: »men det gælder kun de personer, der ikke kan overskue konsekvenserne af deres egne handlinger.«

»Man kan aldrig få for meget information,« siger Mille, »men det er også rigtigt vigtigt, at vi får skabt en debat om tingene. Både så vi kan blive opmærksomme på problemerne, men også fordi det er vigtigt, at få alle gode ideer frem i lyset. Det vil give os mulighed for at fjerne uligheden i fællesskabet,« afslutter Mille og får således understreget, at ungdomsgenerationen også er berørt af uligheden i sundhedsvæsenet.

Mille Heskjær er 19 år og læser på VUC i Roskilde. Ved siden af arbejder hun for hjemmesiden ungdomsproblemer.dk og er frivillig rådgiver for ”Unge med Grænser”, der er en støtte- og hjælpeorganisation for unge med psykiske problemer.