Private sundhedsforsikringer svækker ikke det offentlige sundhedsvæsen. Det viser den hidtil mest omfattende undersøgelse af sundhedsforsikringer, som samtidig slår fast, at sundhedsforsikrede ikke får mere behandling end andre.
Den udbredte opfattelse af, at sundhedsforsikringer skævvrider vores sundhedssystem, tilbagevises nu af en undersøgelse omtalt i ugebrevet Mandag Morgen. Undersøgelsen viser, at de forsikrede, hvor arbejdsgiveren har betalt for forsikringen, ikke gør mere brug af sundhedsydelser end øvrige beskæftigede uden en sundhedsforsikring. Det gælder alt lige fra besøg hos den praktiserende læge til hospitalsindlæggelser.
Undersøgelsen af markedet for sundhedsforsikringer i Danmark er med 5.000 respondenter den største af sin slags. Undersøgelsen er foretaget af en gruppe forskere ved Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet. Formålet med undersøgelsen har blandt andet været at give svar på, hvorfor de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er så populære, og hvordan de påvirker de forsikredes sundhedsmæssige adfærd.
Ifølge en af forskerne bag undersøgelsen, professor Kjeld Møller Pedersen, kan det blandt andet skyldes, at mange simpelthen ikke gør brug af forsikringerne. Det kan dog også skyldes det faktum, at forsikring eller ej så skal alle have en henvisning fra den praktiserende læge. Som forsikret kan man derfor ikke bare selv beslutte, at man vil konsultere en given speciallæge.
Vækst i markedet for sundhedsforsikringer
Den omfattende kortlægning af markedet for sundhedsforsikringer giver et tydeligt billede af sundhedsforsikringernes stigende popularitet. Siden 2001 er antallet af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer steget fra ca. 45.000 til 900.000.
De mange sundhedsforsikrede sætter stadig det skattefinansierede sundhedsvæsen højt, og hele 78 % af de arbejdsgiverforsikrede er enige i, at sundhedsvæsnet ”først og fremmest” skal være skattefinansieret.
»Den klare opbakning skyldes formentlig, at danskerne er helt på det rene med, at det private sundhedsvæsen fortsat er et supplement, som på ingen måde kan erstatte det skattefinansierede,« udtaler Kjeld Møller Pedersen til Mandag Morgen.
Ingen grund til bekymring
Kjeld Møller Pedersen mener derfor ikke, at der er grund til bekymring for ulighed, da hverken indstillingen til sundhedsvæsnets fremtid eller brugen af sundhedsforsikringerne tyder på, at der skabes de så meget omtalte A og B hold.
»Om holdningsforskellene vil øges på længere sigt, kan man selvfølgelig ikke vide, men der er intet i disse tal, der tyder på, at vi er i gang med at undergrave det solidariske princip,« konkluderer Kjeld Møller Pedersen.
Artiklen er skrevet på baggrund af artiklen ”Frygten for sundhedsforsikringer er overdreven” i Mandag Morgen 14. september 2009.